Ejendomme, der ikke er tilsluttet offentlig kloak
Kommunens spildevandsplan beskriver, hvorledes spildevandet planlægges håndteret i det åbne land. I visse oplande til vandløb og søer vil der blive stillet krav om forbedret rensning af husspildevandet fra ejendomme i det åbne land.
Andre områder kan blive optaget i kloakoplandet ved, at der etableres fælles kloak og tilslutning til kommunalt renseanlæg. Gennemførelse af spildevandsplanen vil ske over de kommende år.
Tilladelser private renseanlæg
I forbindelse med f.eks. byggeri eller hvis kloakken ikke længere fungerer, kan der være behov for at etablere et nyt spildevandsanlæg eller forbedre på ejendommens eksisterende kloaksystem. I begge tilfælde kræver det en tilladelse fra kommunen.
Hvis spildevandets mængde eller sammensætningen ændres væsentligt, skal der søges en ny spildevandstilladelse. Det samme gør sig gældende, hvis spildevandsanlæg flyttes eller omlægges, f.eks. i forbindelse med nybyggeri eller større til- og ombygninger.
Kontakt Norddjurs Kommune, hvis du er i tvivl om, hvorvidt der ved byggeri og anlægsarbejde skal foretages ændringer i det private kloaksystem.
Husk i alle tilfælde, at afløbsarbejde skal udføres af autoriseret kloakmester.
Spildevandsafgift til staten
Ejendomme, der er tilsluttet offentlig kloak, betaler spildevandsafgift til staten via det årlige bidrag til kloakforsyningen.
Alle andre ejendomme betaler ved særskilt opkrævning af forbrugsafgifter.
Afgiften varierer afhængig af, om udledning sker til et godkendt nedsivningsanlæg, vandløb eller dræn m.v. For disse ejendomme opkræves for 170 m³ for en helårsbolig og 70 m³ for en sommer-/fritidsbolig eller efter målt vandforbrug.
Statsafgift for nedsivning inkl. moms (pr. 1. oktober 2014)
Godkendt anlæg: 0,75 kr./m3
Ikke godkendt anlæg: 5,70 kr./m3
Tømningsordning for bundfældningstanke
Reno Djurs I/S administrerer tømningsordningen for bundfældningstanke (septik-, trixtanke m.m.). Alle spørgsmål vedrørende tømning, regninger m.v. besvares ved henvendelse til Reno Djurs I/S, Nymandsvej 11, 8444 Balle, tlf. 87 59 77 77.
Grundejeren betaler udgiften til tømning og behandling.
Se yderligere oplysninger om tømningsordningen på www.renodjurs.dk.
Tømning af samletanke
Samletanke tømmes efter behov. Grundejeren skal selv bestille tømningerne ved henvendelse til et registreret slamsugerfirma, der afleverer spildevandet til et kommunalt renseanlæg.