Visitation til særlig støtte efter Barnet Lov

Hvis dit barn har behov for særlig støtte, kan du kontakte Børn- og Familierådgivning.

Børn- og Familierådgivning visiterer til særlig støtte efter Barnet Lov, herunder også ungestøtte (tidligere efterværn). 

Hvis du allerede har et aktivt samarbejde med en familierådgiver, kan du kontakte ham eller hende direkte. 
Ellers kan du henvende dig til vores Forebyggelsesteamet (se kontaktboks nederst på siden).

Om visitationsprocessen

Kommunen skal hjælpe børn og unge med behov for særlig støtte, så de får de bedst mulige opvækstvilkår.

Hjælp efter Barnets Lovs regler om særlig støtte forudsætter normalt, at der gennemføres en afdækning eller en børnefaglig undersøgelse.

Hvis det er nødvendigt, kan kommunen give akut eller foreløbig støtte, mens der udarbejdes en afdækning eller børnefaglig undersøgelse.

Den særlige støtte til børn og unge kan fx være i form af konsulentbistand, pædagogisk støtte eller anden støtte i hjemmet, familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer. Det kan også være, at der er behov for anbringelse uden for hjemmet.

Støtten skal gives tidligt og sammenhængende og på baggrund af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Barnets eller den unges synspunkter skal altid inddrages, og barnets eller den unges vanskeligheder skal så vidt muligt løses i samarbejde med familien.

Du kan læse om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet på borger.dk og om foranstaltninger om særlig støtte på borger.dk.

Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet

Det er din børne- og ungerådgiver, der sammen med dig og dit barn, prøver at finde ud af, hvordan du og din familie har det. Børne- og ungerådgiveren vil også finde ud af, om der er noget du og din familie har brug for hjælp til. Børne- og ungerådgiveren vil inddrage jer og tale med dig og dit barn.

Måske også med andre voksne, der kender jer. Hvis du har brug for hjælp, vil børne- og ungerådgiveren også prøve at finde ud af, hvilken slags hjælp det kan være

Screening, afdækning eller en børnefaglig undersøgelse

Hvis en børne- og ungerådgiver skal finde ud af, hvordan dit barn har det, begynder rådgiveren med at lave en ”screening”. Det er en slags tjek, hvor børne- og ungerådgiveren prøver at finde ud af, om der er noget, der skal undersøges mere.

Det kan være, at sagen slutter efter en screening. Måske har rådgiveren nu fundet ud af, hvordan I kan få hjælp. Det kan også være, at børne- og ungerådgiveren sammen med dig og dit barn har fundet ud af, at I selv kan løse det, der er svært.

Hvis der er brug for at finde ud af lidt mere om, hvad der er svært for dig eller dit barn, laver børne- og ungerådgiveren en afdækning for at finde ud af hvad grunden er til, at et barn eller en ung ikke har det godt.

I en afdækning vil børne- og ungerådgiveren tale mere med dit barn og dig for at forstå hvad der kan være svært. Rådgiveren taler også med flere af de voksne der kender dit barn, og måske holder børne- og ungerådgiveren et netværksmøde.

Hvis der er brug for at undersøge endnu mere om, hvordan dit barn har det, laver børne- og ungerådgiveren en børnefaglig undersøgelse.

Målet med undersøgelsen er at få skabt et bedre overblik over, hvad der fungerer godt I dit og din families liv, og hvad der er svært. På den måde skal børne- og ungerådgiveren finde ud af, hvordan kommune bedst kan hjælpe dig og dit barn og om I har brug for en støttende indsats.

Når  afdækning eller den børnefaglige undersøgelse er afsluttet, træffer kommunen afgørelse om eventuelle støtteforanstaltning(er) efter Barnets Lov.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes i kommunen inden fire uger fra klagen er modtaget.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen. Du modtager  kopi af Ankestyrelsens afgørelse, når denne er truffet. 

Klage over tvangsanbringelse besluttet i Børn- og Ungeudvalget

Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 12 år, kan klage over Børn og Unge udvalgets afgørelse om tvangsanbringelse til Ankestyrelsen

Læs mere om Ankestyrelsens behandling af klager her: Ankestyrelsen klageadgang.

Sagsbehandlingen ydes efter Barnets Lov.

Du kan læse mere på Social-, Bolig- og Ældreministeriets hjemmeside.

Har du yderligere spørgsmål så kontakt:

Norddjurs Kommune